Besøg og rundvisning på Danmarks ældste skibsværft og Maritimt Kulturcenter Mariagerfjord

Torsdag 26. september kl. 14.00-16.00. Mødested: Hobro Værft, Skibsgade 37 på havnens p-plads, Hobro

Landets ældste skibsværft, Hobro Skibsværft, som blev etableret i 1849, inviterer medlemmer af Klub NORDJYSKE på en spændende rundvisning.

Værftet, som er lige så gammel som Grundloven, fungerer i dag som restaureringsværft med istandsættelser af bl.a. små og store sejlskibe og fremstår i dag også som et levende museum i kraft af Maritim Kulturcenter Mariagerfjord, som er bygget op omkring værftet.

Mange fragtskibe er gennem tiderne søsat her og efter 30’erne ligeså mange fiskefartøjer. Den sidste nybygning i perioden var en 105 brutto ton stor fiskerkutter til Skagen, søsat i 1975. Derefter har værftet udelukkende fungeret som restaureringsværft. I år søsatte værftet lystkutteren Caroline, den første nybygning i over 40 år, som også kan ses liggende i vandet. På rundvisningen vil I også høre om værftets næste store projekt Krydsjagt VII, som står inde i Byggehallen.

 

Rundvisningen:

Når der er budt velkommen, får I først en kort fortælling om Hobro Havn, Nordkajen, som er byens erhvervshavn, og Søndre Kaj, som er byens Kulturhavn.

Herefter går turen ad den grusbelagte Skibsgade bag om værftet og ad den 200 m lange værftssti. De små træhuse passeres på vej ud til jollebroen. Langs broen ses egeplankerne ved værftet, som ligger på lager for at tørre.

Efter egetræslageret kommer Byggehallen, hvor Toldkrydsjagten Krydsjagt VII er under restaurering. Her får I fortællingen om skibets historie og restaurering.

Efterfølgende besøges den gamle byggehal med høvlebænke, værktøj og de gamle stationære maskiner. Efter at have mærket duften og atmosfæren i den gamle hal, rundes beddingen, hvor der sandsynligvis står et skib, som skal kølhales. I beddingsgraven ligger Caroline, værftets nybygning, som er en kopi af Danmarks første lystfartøj. 

Turen fortsætter tilbage til værftsstien, som fører over drejebroen, der forbinder beddingsbroerne på hver side af beddingsgraven med skinnerne nede på bunden. Videre ad stien ses den lille gamle smedje fra 20’erne.

Turen sluttes af med kaffe og kage i Maritimt Kulturcenter Formidlingsplatform i Skibstømrerhuset, hvor der kan stilles spørgsmål til Lene og Peter Leth, der til daglig driver centret. Pris er inkl. kaffe og kage.

 

Turen gennemføres ved min. 20 deltagere.

 

Opdaterer priser

Ved at fortsætte på dette site accepteres det at KLUB NORDJYSKE anvender cookies. Læs mere om cookieregler og persondatapolitik her.accepter cookies