Jul på Voergaard Slot

Fredag 1. december kl. 12.00-16.00 på Voergaard Slot

Oplev de storslåede dekorationer fra Bering House Of Flowers og mød Bjarne Als, når der er julemarked i Voergaard Slots smukke stuer og sale.

Julemarkedet vil præsentere alt, hvad hjertet kan begære inden for julepynt, julegodter, juletræer, julegaveideer og eventyrlige dekorationer. De historiske rammer bidrager til at fuldende oplevelsen, og over 70 udstillere vil være at finde i de smukke og storslåede slotslokaler, i laden, i slotsgården og rundt i området uden for slotsmurene.

 

Et smukt renæssanceslot

Det er et af Danmarks smukkeste renæssanceslotte, der ligger bag den brede voldgrav, og i slottets sale vil blomsterkunstner Bjarne Als i den grad folde sig ud. Hans pyntning får den mørke vintertid til at emme af hygge, og han glæder sig til at forvandle Voergaard Slots historiske stuer til et smukt juleunivers.

 

Julens lækkerier

Skulle sulten eller tørsten melde sig, mens du går rundt og nyder rammerne og oplever de mange udstillere, er der flere stande med mad og drikkevarer, og der bydes på et væld af julens lækkerier.

For børn og børnebørn er der tilrettelagt spændende aktiviteter, og det er bl.a. muligt at aflevere en ønskeseddel til julemanden og hans kone, ligesom nissebørnene nok dukker op, og de yngste kan blive trukket en tur på søde ponyer.

 

Prisen er inkl. gløgg og æbleskiver.

 

Opdaterer priser

Ved at fortsætte på dette site accepteres det at KLUB NORDJYSKE anvender cookies. Læs mere om cookieregler og persondatapolitik her.accepter cookies