Rebildfesten 2019

Torsdag 4. juli kl. 14.00 i Rebild Bakker

Vær med til den største fejring af 4. juli uden for USA med masser af stemning, glade mennesker, god musik, fantastiske talere og krydret med traditioner.

Årets danske hovedtaler er Ole Sønnichsen, journalist fra Danmarks Journalisthøjskole og San Francisco State University og forfatter til bl.a. bogen om danske William S. Knudsen ”One Dollar Man” og den store, dokumentariske fortælling Rejsen til Amerika om de 300.000 danskere, der udvandrede til USA.

Den amerikanske hovedtaler er Henrik Fogh Rasmussen. Han er stifter af og præsident for Argonne Global, et konsulentfirma, der beskæftiger sig med forretningsekspansion og investeringsprojekter med fokus på teknologi og nye markeder. Henrik Fogh Rasmussen er født i Danmark, var aktiv i dansk græsrodspolitik og gjorde tjeneste som delingsfører i den danske hær, inden han i 2000 flyttede til De forenede Stater og i 2010 blev amerikansk statsborger. Han har været aktiv i dansk-amerikanske foreninger og organisationer i mange år.

 

Hilsen fra USA og fra den danske regering

USA’s ambassadør i Danmark, Carla Sands, bringer hilsen fra USA’s præsident Donald Trump ved Rebildfesten. Den danske regering vil også være repræsenteret, men på grund af folketingsvalget er det endnu usikkert, hvem der repræsenterer regeringen.

 

Underholding med Tamra Rosanes

Tamra Rosanes, Danmarks ukronede countrydronning med en lang række udgivelser bag sig, er lige nu aktuel med det nye album Divided Heart, hvis sange tager udgangspunkt i historien om de godt 300.000 danskere, som emigrerede til USA i årene 1850-1920. “Home is where the heart is” synger Tamra Rosanes flere gange i titelsangen, og denne sætning beskriver det gennemgående tema for albummets sange: splittelsen mellem to steder, der begge føles som ens hjem. Den følelse kender den amerikanskfødte sangerinde selv, hun flyttede til Danmark for 44 år siden og har siden da haft sit amerikanske ophav på den ene side og sin tilværelse i Danmark på den anden. Dette er nu resulteret i, at hun sidste år fik tildelt dobbelt statsborgerskab, så Tamra Rosanes kan kalde sig selv amerikaner og dansker på lige fod.

 

Opdaterer priser

Ved at fortsætte på dette site accepteres det at KLUB NORDJYSKE anvender cookies. Læs mere om cookieregler og persondatapolitik her.accepter cookies