Mikkel Beha og den store verden

Tirsdag 23. april kl. 19.00 i Koncertsalen, Musikkens Hus, Aalborg

Rigtig mange så med, da Mikkel Beha Erichsen sammen med sin familie og sejlskibet Havana satte kurs mod fjerne kyster og lod os følge med på en tre år lang jordomsejling. Nu er kursen sat mod nye eventyr, og du kan i Aalborg opleve Mikkel Beha Erichsen til et spændende foredrag, hvor han bl.a. fortæller om familiens nye projekt.

Mikkel Beha Erichsen er født i 1966 og far til tre, kaptajn og tv-mand. Han har, siden han var helt lille, sejlet med sin far, Troels Kløvedal, og fik sin første optimistjolle som otteårig. 20 år gammel mødte Mikkel Marian, der også er vokset op i en sejlerfamilie. Sammen har de to sejlet i hjemlige skandinaviske farvande og sammen med deres sønner på togter i hele verden.

 

Oplevelser i det kolde nord

I foredraget ”Mikkel og den store verden” fortæller aftenens hovedperson om familiens rejser og de mange valg og prioriteringer, der ligger forud for hver eneste af dem. Mikkel Behas køjesæk er fuld af betragtninger og historier fra en klode, som han mener, vi alle skal passe bedre på, og i løbet af aftenen fortæller han om familiens seneste projekt, hvor sejlskibet Havana er skiftet ud med motorskibet Wallenberg. Denne gang går rejsen mod Norge, Færøerne, Island og Grønland, og det hele bliver til en ny tv-serie, der bliver vist på TV 2.

 

Tvivl og nysgerrighed

Når Mikkel går på scenen, er det ikke bare med postkortskønne billeder og glade sømandsanekdoter, men også med en personlig og nærværende fortælling om uretfærdighed, gæstfrihed, nysgerrighed og egen tvivl om at være dygtig nok til at slå til som far, kaptajn og fortæller. Den røde tråd i hans liv er en frihed, der ikke kommer af sig selv. Den skal der kæmpes for, og Mikkel Beha fortæller om, hvordan han og familien for netop at holde fast i friheden har gjort op med autoriteter, er gået imod strømmen og på papiret har taget mange ufornuftige beslutninger.
Glæd dig til en aften med garanti for nærvær, grin og eventyr - og lidt at spekulere videre over, når du går hjem.

 

Klub NORDJYSKE-billetten ombyttes på dagen til Tikko-billet (på gulv). Dørene åbnes kl. 18.15.

 

Opdaterer priser

Ved at fortsætte på dette site accepteres det at KLUB NORDJYSKE anvender cookies. Læs mere om cookieregler og persondatapolitik her.accepter cookies