Nytårskoncert med Prinsens Musikkorps og Bodil Jørgensen

Søndag 21. januar kl. 15.00 på Nordjyllands Idrætshøjskole, Brønderslev

På Nordjyllands Idrætshøjskole i Brønderslev er der god sandsynlighed for at taget letter, når Prinsens Musikkorps og skuespiller Bodil Jørgensen byder 2018 velkommen med et brag af en nytårskoncert.

På sin egen skæve, kærlige og hyggelige facon kan Bodil Jørgensen få sit publikum til både at grine og græde. I kombination med fejende, flot musik leveret af Prinsens Musikkorps venter derfor en helt særlig oplevelse i Brønderslev.

Bodil Jørgensen er mest kendt for sine roller i en lang række film og serier, men hun er også sangerinde, og dirigent i Prinsens Musikkorps, René Bjerregaard Nielsen, siger følgende: - Bodil Jørgensen er en lun, alsidig og folkekær kunstner, og til nytårskoncerten vil publikum bl.a. kunne høre hende fortolke flere kendte sange.

Dirigenten lover, at det bliver morsomt, underholdende og ærligt, og Prinsens Musikkorps glæder sig meget til koncerten.

 

Et stort publikum

Prinsens Musikkorps er et af Forsvarets tre fuldtidsprofessionelle musikkorps. Det har til huse på Skive Kaserne, og ud over at betjene Kongehuset
og Forsvaret har korpset tradition for at turnere landet rundt med populære koncerter, der hvert år tiltrækker et stort publikum.

 

Stor musikalsk bredde

Orkesteret holder fortsat liv i historien og traditionerne, men har samtidig formået at forny sig. Især er korpset kendt for en stor musikalsk bredde, der spænder fra klassiske værker til jazz, march og popmusik.

2017 har stadig mange dage at byde på, men med en nytårskoncert som denne kan du også godt begynde at glæde dig til 2018!

 

Opdaterer priser

Ved at fortsætte på dette site accepteres det at KLUB NORDJYSKE anvender cookies. Læs mere om cookieregler og persondatapolitik her.accepter cookies