Peer Gynt

Søndag 23. september kl. 19.30 i Hjørring Teater, Vendelbohus, Hjørring

Peer Gynt er et eventyrligt drama om at være sig selv - uden at være sig selv nok, og det er baseret på Henrik Ibsens digt om den uansvarlige Peer, der drømmer sig gennem livet. På Vendelbohus i Hjørring har du mulighed for at opleve en perlerække af skuespillere med Cyron Melville og Preben Kristensen som henholdsvis den unge og ældre Peer Gynt.

Digtet om Peer Gynt er skrevet i 1867 og som drama uropført i 1876 på Christiania Theater i Oslo med musik af Edvard Grieg. Nu er det Folketeatret, der turnerer i det ganske danske land med den både klassiske og moderne dannelsesberetning om Peer Gynt.

 

En stor livsrejse

Du kommer til at følge Peer gennem et langt, levet liv: fra håbefuld ung til selvtilfreds voksen og til sidst som desillusioneret ældre, der sammenligner sig selv med et skrællet løg: lag på lag, uden en kerne. På sin store livsrejse, der fører ham jorden rundt, prøver Peer Gynt det meste. Han forfører kvinder på stribe, og han forlader dem. Han bliver rig, og han mister det hele. Han bliver profet, og han bliver vanvittig. Undervejs indser han, at han i sin ihærdige søgen efter sin indre kerne er flygtet fra de vigtigste relationer i sit liv: Familien, kæresten, barnet - ja, alle dem, der kunne have hjulpet ham med at finde sit sande jeg.

 

Kendte skuespillere

Udover Preben Kristensen og Cyron Melville medvirker Anette Støvelbæk, Mathilde Norholt, Mads Knarreborg og Michael Brostrup, og der er introduktion inden forestillingen ved skuespiller og bestyrelsesmedlem i Hjørring Teater, Finn Bredahl Jørgensen.

 

Teater siden 1907

Hjørring Teater er en teaterforening, der i sæson 2018-2019 præsenterer forestillinger fra ni forskellige teatre. Der spilles primært i den smukke, gamle teatersal på Vendelbohus - en sal som nu på 111. år danner ramme om store teateroplevelser i Hjørring. Her spiller bl.a. Folketeatret, Det Kgl. Teater, Dansk Danseteater, Landsteatret, Den Jyske Opera og Operettekompagniet.

 

Klub NORDJYSKE-billetten ombyttes til original b-billet (række 11-12) inden forestillingen.

Opdaterer priser

Ved at fortsætte på dette site accepteres det at KLUB NORDJYSKE anvender cookies. Læs mere om cookieregler og persondatapolitik her.accepter cookies