Bustur til Vindmølletestcenter Østerild og Jesperhus Blomsterpark

Vindmølle-testcentret i Østerild og den smukke Jesperhus Blomsterpark er målet på denne herlige bustur med opsamling i Vendsyssel og Himmerland.

Selve busturen er en rundtur, hvor der allerførst gøres stop ved Vejlerne på grænsen mellem Han Herred og Thy. Herefter er der ankomst på Testcentret i Østerild, og over middag går turen videre til Jesperhus Blomsterpark på Mors.

Hen på eftermiddagen køres der retur over Sallingsundbroen via Skive og Virksund, så der bindes en smuk sløjfe på en hyggelig og oplevelsesrig dag.

 

Vejlerne - et fredet paradis

Der vil være et stop på en halv time ved Vejlerne, som er en verden for sig og en stor oplevelse for naturelskere. Stedet er Nordeuropas største fuglereservat - et ca. 6.000 hektar stort, lavtliggende område, der ligger hen som græsenge, rørskove og brakvandssøer og er et fredet paradis for fugle og fuglekendere.

 

Test af høje vindmøller

Fra Vejlerne er der kun et kvarters kørsel til Østerild, hvor der er sat to en halv time af til en guidet tur samt besøg i besøgscentret.

Det Nationale Testcenter for Store Vindmøller i Østerild blev officielt åbnet i 2012, og der kan på testcentret testes meget høje vindmøller. Målet er at sikre Danmarks førerposition inden for forskning i og udvikling af ny vindmølleteknologi.

I september 2017 blev det nye besøgscenter på testcentret åbnet. Her kan du som besøgende både få indsigt i vindteknologi og den rige natur omkring centret. Det er bl.a. Realdania, Thisted Kommune, vindmølleindustrien og DTU, der står bag besøgscentret.

 

Tværs over Mors

Fra Østerild går turen den smukke vej via Thisted og tværs over Limfjordens største ø, Mors, til Jesperhus, hvor der er ankomst ca. ved 13-tiden.

Her venter en dejlig frokost, og kl. 14.00-15.20 er der tid på egen hånd, inden der hen på eftermiddagen serveres kaffe og kringle på Piratkroen i parken.

 

En eventyrlig blomsterpark

Jesperhus er Skandinaviens største blomsterpark, fyldt med stauder, roser, alverdens sommerblomster, sukkulenter og kæmpe blomsterfigurer.

Her kan du bl.a. opleve H.C. Andersens eventyrhave med figurer fra de kendte eventyr i den park, som i 1966 blev åbnet af ægteparret Edith og Niels Overgård. De fik ideen til at skabe en oase, hvor der skulle være mulighed for at komme tæt på et væld af blomster.

 

En familiedrevet virksomhed

Stedet er den dag i dag stadig drevet som familievirksomhed af tre af ægteparrets sønner, hvoraf den ene har lagt navn til parken i Legind Bjerge på Mors. Og i dag er Jesperhus meget mere end blomster. Stedet har udviklet sig til et stort feriecenter med campingplads, forlystelsespark, vandland, zoo og massevis af aktiviteter.

Kl. 16.00 er der afgang fra Jesperhus, og der køres hjem via Skive og Virksund, så der - selvom der er taget afsked med det smukke flor i blomsterparken, - stadig er meget smukt at kigge på, mens turen går øst- og nordpå.

 

Prisen inkluderer:

  • Kørsel i bus inkl. opsamling
  • Kaffe og 1 rundstykke
  • Guidet rundvisning på Vindmølletestcenter Østerild
  • Entré til Jesperhus Blomsterpark
  • Frokostbuffet inkl. fri øl og vand
  • Kaffe og kringle

 

Program:

Kl. 08.50-09.20: Pause ved p-pladsen v. Vejlerne
Kl. 09.35-12.05: Guidet tur samt besøg på Vindmølle-testcenter Østerild
Kl. 12.55: Ank. Jesperhus Blomsterpark og udlevering af billetter
Kl. 13.00-14.00: Frokostpause på PIRATKROEN
Kl. 14.00-15.20: Tid på egen hånd i Blomsterparken
Kl. 15.20-15.50: Kaffepause på PIRATKROEN

 

Opsamling:

Kl. 05.55: Frederikshavn Rutebilstation
Kl. 06.30: Shell Sprogøvej 1, Hjørring
Kl. 06.55: Circle K Hjørringvej, Brønderslev
Kl. 07.30: Pendlerpladsen Th. Sauers Vej, afk. 26, Aalborg - der køres via Nibe
Kl. 06.35: Pendlerpladsen Skivevej, Hobro (opsamlingsbus)
Kl. 06.50: Pendlerpladsen Haverslev (opsamlingsbus)

 

Bus retur:

Kl. 16.00: Afg. Jesperhus Blomsterpark – retur via Skive og Virksund
Kl. 18.30: Ca. ank. Aalborg
Kl. 20.00: Ca. ank. Frederikshavn

 

Ved at fortsætte på dette site accepteres det at KLUB NORDJYSKE anvender cookies. Læs mere om cookieregler og persondatapolitik her.accepter cookies