Feriedage i Schleswig-Holstein

Lige mellem Kiel og Lübeck ligger det store bakkelandskab Naturpark Holsteinisches Schweiz med mere end 200 små og store søer. Ved den største af søerne, Plöner See, finder I den lille by Dersau, hvor værtsparret Leiber står klar til at byde jer velkommen til Leibers Galerie-Hotel, der ligger smukt blot 500 meter fra søens bred.

Hotellet

Værtsparret Leiber sparer ikke på krudtet, når det gælder gæsterne, og deres store gæstfrihed mærkes overalt på det stemningsfulde hotel. Parret har en stor passion for kunst, og derfor bevæger I jer under hele opholdet rundt mellem stribevis af kunstværker, der sætter sit smukke præg på atmosfæren. Mellem alle værkerne finder I desuden et charmerende lille bibliotek, som ud over bøger gemmer på en fin samling af forskellige brætspil.

 

Oplevelser

Fra hotellet er det oplagt at tage på opdagelse i det smukke og alsidige landskab, som blev til under istiden. Tag på udflugt i de bakkede vidder og oplev områdets pittoreske landsbyer, der alle lokker jer til at træde nærmere. Besøg fx hovedbyen Plön (12 km), som er omkranset af ikke færre end fem søer, og hvor byens renæssanceslot fra 1600-tallet tårner sig op over sø-riget. Det privatejede slot er Schleswig-Holsteins største, og her kan I vælge en guidet tur eller besøge det offentlige museum, da nogle af de mange slotssale er åbne for publikum. Fra Plön kan I også tage på bådudflugter og nyde de idylliske udsigter fra vandet.

Besøg også den historiske rosenby Eutin (26 km), også kaldet Tysklands nordlige Weimar. Her har man, foruden store kulturpersonligheder som fx Goethe-maleren Tischbein og komponisten Carl Maria V. Weber, opfostret et væld af rosensorter, som gennem sommeren pynter med sine strålende farver og spreder søde dufte over byen.

Glem heller ikke at udforske Schleswig-Holsteins hovedstad Kiel (36) med den summende bykerne og mikrobryggerierne på havnen. Eller træd gennem den legendariske byport Holstentor i Lübeck (61 km), hvor I kan smage på byens søde marcipanhistorie og salte søfartsfortid. Trænger I til at hvile fødderne, kan I gå ombord på en af kanalbådene og tage en guidet tur forbi Lübecks verdensarvslistede gamle bykerne.

 

Afstand fra den dansk-tyske grænse 125 km.

 

Se mere om hotellet og få flere tips til oplevelser under Bestilling.

 

Prisen inkluderer:

  • 3 overnatninger
  • 3 x morgenbuffet
  • 3 x 3-retters middag
  • 10-20% rabat på greenfee på tre forskellige golfbaner
  • 10% rabat i Designer Outlet Neumünster

 

Børnerabat v. 2 betalende voksne: Maks. 1 barn 0-5 år gratis i forældres seng. Maks. 1 barn 6-13 år ½pris i forældres værelse.

 

Ved at fortsætte på dette site accepteres det at KLUB NORDJYSKE anvender cookies. Læs mere om cookieregler og persondatapolitik her.accepter cookies