Bali – Pemuteran på Vestbali

Vest Bali er den skjulte juvel på Gudernes Ø, fjernt fra de kendte turistdestinationer i syd. Samspillet mellem havet, strandene med det fine sorte vulkansand og det smukke sceneri med bjergene langs kysten skaber den energi balineserne kalder "Nyegara Gunung". Udover sine betagende omgivelser byder Pemuteran på vilde delfiner, unikke aktive templer, vingårde, varme kilder, snorkling på koralrev, den ubeboede Menjangan Island og det prisbelønnede BIOROCK-projekt med genopretning af koralrev. Alt det oplever du i et mix af afslapning og spændende udflugter og de sidste to dage skal I opleve kunstnerbyen Ubud. Undervejs hertil besøger I risterasserne i Tabanan, der er UNESCO verdensarv.

Program:

Dag 1: Afrejse fra Aalborg via Amsterdam og videre til Bali.

Dag 2: Ankomst til Denpasar på Bali tidligt på aftenen lokal tid. Her står jeres danske rejseleder klar til at modtage jer. I bliver indkvarteret på et lækkert hotel. Aftenen er til egen disposition, I kan vælge at se på byen, spise ude eller på hotellet eller bare slappe af.

Dag 3: Turen går mod Pemuteran. På vejen besøger I Bedugul-søerne med Ulun Danu Beratan tempelkomplekset, bygget i 1634 til ære for Hindu treenigheden Brahma-Vishnu-Shiva. Området ligger i 1.200 meters højde. Sidst på eftermiddagen ankomst til Pemuteran, der er jeres hjem de næste otte nætter.

Dag 4: Efter morgenmaden bliver I introduceret til Biorock-koralrevs-genoprettelses-projektet, der slutter med snorkling. Hvis du ikke snorkler får du en guidet tur på stranden.

Dag 5: Sejltur til den ubeboede ø Menjangan, også kendt som Deer Island (Krondyrenes ø). Ifølge legenden fik den navnet af de lokale, der hvert forår så store flokke af hjorte svømme de cirka 10 kilometer ud til øen.

Øen huser flere templer, bl.a. Gili Kencana Templet, der er Balis ældste. Templerne passes i dag af en enkelt munk på turnusordning.

Dag 6: Besøg på en vingård. Klimaet giver mulighed for altid at have gang i alle stadier af processen med vinfremstilling. I får også mulighed for at smage på vinen.

Besøg på en perlefarm, hvor I får vist hele forløbet med tilblivelsen af en perle, fra første stadie til perlen bliver et smukt forarbejdet smykke.

Dag 7 og 8: Dagene er til egen disposition. I kan nyde stranden eller udforske Pemuteran på egen hånd, men der er også mulighed for at spille golf, evt. tilkøbe et 24-timers ophold på et golfresort, snorkle eller dykke. Begge dage er også mulighed for at tage på længere ture på Bali, Samson Travel hjælper gerne med forslag og med at arrangere turene. Der kan også tilkøbes en 15-timers tur til Ijen Kraterets blå ild på Øst Java, hvor I krydser Bali-strædet.

Dag 9: Besøg ved tre templer i lokalområde: Pulaki Templet, hvor makak-aber færdes frit, Pura Pabean templet, hvor fiskerne beder om sikkerhed på havet og som har en usædvanlig udsmykning med både kinesisk og balinesisk kunst og Melanting templet, som er de handlendes tempel og grundlagt i 1500-tallet. Med sin rigdom af historisk arkitektur og dets beliggenhed giver besøget de fleste en helt speciel oplevelse.

Udflugten slutter med en tur ved Balis største varme kilder, der med en gennemsnits temperatur på 40C og omgivet af mangroveskov, ligger så tæt på kysten, at man kunne tro, at det er en stor opvarmet swimmingpool. Det svovlholdige vand er kendt for sin helbredende virkning og der er naturligvis mulighed for at dyppe sig.

Dag 10: I dag skal I tidligt op for at opleve vilde delfiner i solopgangen. Der kan få eller i dusinvis, men det er sjældent, der ingen er. Skulle det ske, kompenserer solopgangen delvis for det.

Om eftermiddagen samles de, der har lyst til at lære at lave balinesisk mad, til en cookingclass. I slutter alle dagen af med en 5-retters balinesisk middag.

Dag 11: På vej til Ubud besøger I risterrasserne i Jatiluwih. Dyrkning af ris på terrasser hedder Subak på balinesisk. Det blev udviklet i det 9. århundrede og har tætte relationer til balinesernes religiøse liv. Alle beslutninger om hvilke sorter der skal dyrkes, den rette tid til at sætte planter ud og fordeling af vand bliver diskuteret og truffet i fællesskab, så alle sikres ligelig fordeling. Subak blev i 2012 anerkendt som UNESCO verdensarv.

Ankmost til Ubud om eftermiddagen.

Dag 12: Ubud på egen hånd. Jeres rejseleder kan sammensætte et individuelt program for jer, både for resten af dagen og næste dags formiddag.

Dag 13: Afrejse fra Bali midt på eftermiddagen.

Dag 14: KLM-flyet lander i Amsterdam omkring kl. 06.00 og herfra videre til Aalborg.

 

Prisen inkluderer:

  • Flyrejse Aalborg-Amsterdam-Denpasar (Bali) t/r med KLM
  • Forplejning på flyrejsen
  • Al transfer på rejsen
  • Dansk rejseleder under hele opholdet og på de inkluderede udflugter
  • 1 overnatning i Denpasar
  • 8 overnatninger i Pemuteran
  • 2 overnatninger i Ubud
  • Daglig morgenmad
  • Introduktion til Biorock koralrev-genoprettelsesprojektet inkl. snorkling eller guidet strandtur
  • Udflugt: Belugan-søerne med frokost
  • Udflugt: Heldags bådtur til Menjangan Island med frokost
  • Udflugt: Tempeltur og hot springs
  • Udflugt: Besøg på vingård og perlefarm
  • Udflugt: Se vilde delfiner
  • Udflugt: UNESCO verdensarv: Risterasserne i Tabanan
  • Cooking-class med 5-retters balinesisk middag

 

Ved at fortsætte på dette site accepteres det at KLUB NORDJYSKE anvender cookies. Læs mere om cookieregler og persondatapolitik her.accepter cookies