Tanzania – i Jakob Ejersbos fodspor

Annas Højskole og Klub NORDJYSKE udbyder denne helt unikke tur, hvor I sammen med forfatter Rune Skyum-Nielsen skal fordybe jer i den nordjyske forfatter Jakob Ejersbos liv i Tanzania. I kommer ud på steder, hvor Jakob boede og kom, og steder, der optræder i hans Afrika-trilogi: Eksil, Revolution og Liberty. Undervejs fortæller Rune Skyum-Nielsen mere om Ejersbo og den tid, han havde i Tanzania. Jakob Ejersbo var ret kritisk overfor den danske ulandsbistand – hvordan ser det ud i dag? I møder den danske konsul til en snak om det. I skal også til Tarangire Nationalpark, hvor I skal på heldagssafari og se dyrene helt tæt på i deres rette element. Der er mulighed for at opleve Ngorongoro-krateret og det omkringliggende højland. I slutter af på Zanzibar, hvor I skal bo på den danske højskole. I kommer bag Zanzibars turistfacade og besøger spændende ildsjæle, danskere så vel som indfødte, der viser jer sider af øen, som I normalt ikke ser eller hører om. I kan fordybe jer i historie, kultur, religion, politik og samfundsforhold, og en af dagene får I mulighed for at snorkle ved det smukkeste koralrev. Der er morgengymnastik på stranden og fællessang, inden dagens program begynder og I kan være med i aktiviteter som madlavning, dans og Swahili-undervisning.

Prisen inkluderer:
• Fly Aalborg via København og videre med Qatar Airways til Kilimanjaro og retur fra Zanzibar
• Fly Kilimanjaro-Zanzibar
• Lufthavnsskatter og -afgifter
• 13 overnatninger på hotel/ lodge og på højskole
• Alle måltider
• Dagsudflugter og bustransport jf. program
• Safari jf. program
• Danske rejseledere og lokale guider på udvalgte ture
• Entréer
• Bidrag til Rejsegarantifonden

Program:
Dag 1: Afrejse med fly fra Aalborg via København til Kilimanjaro i Tanzania.

Dag 2:
Ankomst, transfer og indkvartering i lodge ved byen Moshi. Afslapning ved poolen, inden der er aftensmad på restaurant. Herefter velkomst, gennemgang af programmet og præsentation af Rune Skyum-Nielsen og hans biografi om Jakob Ejersbo “Jakob var her” fra 2016.

Dag 3
: Besøg på Moshi Co-Operative College, hvor familien Ejersbo boede under deres første Danida-udsendelse fra 1974 til 1976 og i familien Ejersbos gamle hus på Old Arusha Road. Frokost og om eftermiddagen sightseeing i Moshi by med Rune og Anna Katrin.

Dag 4:
Heldagsudflugt til Kilimanjaro National Park. Gåtur i området, hvor I kan se bjerget Uhuru Peak på afstand. Fra toppen af Uhuru Peak blev Jakob Ejersbos aske spredt tilbage i 2013. Rune Skyum-Nielsen var med og fortæller om ekspeditionen. Aftensmad på lodgen og bagefter vises dokumentarfilmen “Ejersbo”.

Dag 5:
Rundtur til en række centrale steder i Moshi, hvor Jakob Ejersbo færdedes. Besøg i Moshi Club, det tidligere samlingssted for udsendte europæere og amerikanere, hvor Jakob kom med sin familie for at spille tennis, squash, golf og drikke sundownere.

Dag 6:
Oplæg om dagen og afgang til den gamle Maersk-ejede sukkerrørsplantage TPC, hvor den danske hovedperson Christian i hovedværket Liberty først bor med sin far. Frokost på TPC. Indtjekning på lodge i Arusha, der er Tanzanias tredje største by. Rundtur i Arusha, hvor landet i 1961 fik papir på sin uafhængighed fra Storbritannien. I 1967 blev Arushadeklarationen, der skulle sikre Tanzanias selvstændige udvikling, formuleret. Arusha er også hovedby for masaierne, som er særligt kendte for deres fine perlesmykker. Aftensmad på lodgen og bagefter skal I møde den danske konsul Geert Holm til en snak om udviklingsbistand før og nu.

Dag 7:
I kører til Tarangire Nationalpark, hvor I har jeres første game drive, som det hedder på safari-sprog. I vil højst sandsynligt opleve flokke af zebraer, elefanter, løver, hjorte, bøfler og flamingoer. Frokost på den safari-lodge, hvor I skal bo og safari igen sidst på eftermiddagen.

Dag 8:
Formiddagen er til fri afbenyttelse. I har mulighed for en vandretur i nationalparken eller endnu en safaritur til det berømte og meget smukke Ngorongoro krater (ikke inkl.).
Om eftermiddagen skal I besøge en eventyrlig, passioneret kaffefarmer fra Åbenrå, Christian Jebsen, der i 26 år har haft sin egen kaffefarm, Shangri-La Estate, på kanten af Ngorongorokrateret tæt på Karatu i Tanzania.

Dag 9:
Med fly fra Kilimanjaro til Zanzibar, hvor I indkvarteres på den danske højskole. Velkomst ved forstander Jan Iversen, der giver jer en rundvisning og fortæller om historien bag højskolen og om Zanzibar. Fælles aftensmad med de unge danskere på højskolen.

Dag 10:
Om formiddagen er der foredrag om Zanzibars historie og gåtur i området. Eftermiddagen er til fri afbenyttelse. Der er bl.a. mulighed for madlavningskursus, swahiliundervisning eller danseundervisning. Fælles aftensmad.

Dag 11:
Tur til Stone Town. Byen fortæller historien om den brutale slavetid, hvor Stone Town var det største handelssted for slaver i Østafrika, men også historien om det væld af forskellige kulturer, der gennem århundreder har sat sit præg på byen. I oplever byen sammen med en kvindelig guide, der bor på øen og fortæller jer sin historie og om kvindernes forhold på Zanzibar. Eftermiddag og aften er til fri afbenyttelse. I kan deltage i fællesspisning på højskolen eller på en af de gode foreslåede restauranter. I bør også tage ud for at se på den fantastiske solnedgang og få en sundowner på et af de mange hoteller.

Dag 12:
Oplæg om dagen og herefter besøg på Seaweed Center. Tang-industrien er den andenstørste industri på Zanzibar, kun overgået af turisme, og ca. 15.000 kvinder arbejder med tang. I skal møde nogle af kvinderne, bl.a. Wanou Sima, der er mor til otte og gift med en mand, hun ikke ser så ofte, da han har to andre koner, han også bor med. Om eftermiddagen besøg hos Danmission, hvor I skal høre et foredrag om de religiøse spændinger på Zanzibar. Kulturaften på højskolen med foredrag om Tanzanias største udfordringer anno 2020.

Dag 13:
Mulighed for en dagstur på havet, hvor I kan snorkle og se de mest fantastiske fisk og koraller. I skal også møde nogle miljøfolk, der fortæller om bl.a. fiskeriets udfordringer med forureningen fra den stigende turisme. Eftermiddagen er til fri afbenyttelse. Afslutningsmiddag med lokale danse og festligt samvær.

Dag 14:
Afslapning på stranden, frokost og afgang mod lufthavnen. Afrejse mod Danmark.

Dag 15:
Ankomst København tidligt om morgenen og videre til Aalborg.

Forbehold for ændringer i programmet.

I kan læse mere om turen her. I kan også ringe til Annas Højskole på tlf. 27142926 eller skrive til info@annashojskole.dk for yderligere information.

Se hele den spændende rejsebeskrivelse her.

Prisen inkluderer ikke:
• Safari i Ngorongoro krateret
• Drikkevarer
• Drikkepenge
• Forsikringer
• Visum

Jeres rejseguider er:
Rune Skyum-Nielsen, journalist og forfatter, der har skrevet flere biografier og i 2016 udkom bogen ” Jakob var her”, en biografi om Jakob Ejersbo, som det tog Rune fem år at skrive. Rune var også med i den ekspedition, der tog til toppen af Kilimanjaro for at sprede Jakobs aske ud efter ønske fra den afdøde forfatter.

Anna Katrin Nørgaard, journalist og forstander for Annas Højskole. Hun er vant til at lave grupperejser og har rejst en del på det afrikanske kontinent som journalist for DR. Anna er en dygtig formidler og planlægger selv sine ture helt ned til mindste detalje, så de lever op til hendes krav om at komme bag turistfacaden, at blive klogere på Tanzania og komme på besøg hos spændende mennesker.

 

Ved at fortsætte på dette site accepteres det at KLUB NORDJYSKE anvender cookies. Læs mere om cookieregler og persondatapolitik her.accepter cookies